kevú
Étymologie
- Dérivé de la préposition kev (« contre »).
Verbe
| Personne | Présent | Passé | Futur |
|---|---|---|---|
| 1re du sing. | kevú | kevuyú | kevutú |
| 2e du sing. | kevul | kevuyul | kevutul |
| 3e du sing. | kevur | kevuyur | kevutur |
| 1re du plur. | kevut | kevuyut | kevutut |
| 2e du plur. | kevuc | kevuyuc | kevutuc |
| 3e du plur. | kevud | kevuyud | kevutud |
| 4e du plur. | kevuv | kevuyuv | kevutuv |
| voir Conjugaison en kotava | |||
kevú \kɛˈvu\ ou \keˈvu\ bitransitif
Prononciation
- France : écouter « kevú [kɛˈvu] »
Références
- « kevú », dans Kotapedia